Når man i diverse statistikker, annoncer, fagblade, ja stort set alle steder kan læse at der kun kommer flere og flere løbere i Danmark. Så må der i vores optik være et grundlag for at få beskrevet alle de her løbere. Det siges at i omegnen af 1.3 millioner danskere jævnligt snørre deres løbesko for at løbe sig en tur, enten i den flotte danske natur eller på et dertil installeret løbebånd.
Det vil sige at lidt over en fjerdedel af Danmarks befolkning løber (nogle mere ofte end andre)
Men hvem er det så vi møder ude på de danske veje og stier eller i skoven når vi er ude og løbe.?
De 5 officielle løbetyper
Der findes i Danmark pr. definition 5 officielle løbetyper. Denne inddeling er den mere seriøse og overordnede gennemgang af hvilken løbetype du kunne være. Længere nede i artiklen finder du mere de konkrete løbetyper som du møder rundt omkring.
Traditionsløberen
Den dedikerede løber der elsker at løbe. Det at snørre løbeskoene og løbe en tur ser vedkommende som en fornøjelse i sig selv. Det er også den her type løber der elsker at være en del af de mange løbe events rundt omkring i Danamrk (og udlandet for den sags skyld)
De ser det som en del af deres intensitet at være med i løbemiljøet og deltager i disse events som en del af deres personlige identitet.
Socialløberen
Det siger lidt sig selv. Det at være socialløber er at løbe i grupper. Det er her at løbeklubberne har flest medlemmer repræsenteret. Og det er er faktisk ikke mange løbere der er registreret i forening eller i klub ud af de i omegnen af 1.3 millioner der siges at være løber. Hvis alle løb i klub, så ville løbeklubberne have hæderkronede dage, det har de desværre ikke.
Men social løberen er også ham eller hende der acceptere det at løbe i en gruppe. Det er ikke tempo der er fokus på men snarere den rigtig gode oplevelse og muligheden for lige netop det sociale aspekt. Det er ihærdige løbere der findes i denne gruppe. Det er løbere der træner 2-3-4 gange om ugen, og får tilbagelagt på den gode side af 15 kilometer pr. uge.
Udfordringsløberen
Hvor de 2 tidligere grupper af løbere var mest henvendt til kvinder og mænd over 40, så er denne her gruppe nok mest minded på løbere under 40 år. Udfordringsløberen er ham eller hende, i de fleste tilfælde under de 40 år, som elsker at presse og udfordre sig selv. Det kan være på at løbe længere, løbe hurtigere eller løbe mere ekstremt.
Det er nok også her vi kan smide de såkaldte “like huntere” ind under. Dem der elsker at dele deres resultater, og få likes fra andre som en godkendelse af deres præstation. Det er en del af deres drive.
Den selvorganiserende løber
Her har vi aller de løbere der ikke ser det store sociale aspekt i løb. Det er hårdt og kontant for at få en krævende hverdag til at hænge sammen med det at dyrke motion. De ser løb som en nem vej til at få overstået den daglige motion.
Sundhedsløberen
Man kan vel med rette sige at denne her grupper dækker lidt i alle de andre grupper. For der findes masser af løbere hvor sundhed er en faktor, men til forskel for de andre grupper så er sundhed her den primære årsag til at man vælger at snørre løbeskoene og suse afsted på en løbetur.
Ham eller hende der hører til i denne gruppe er ikke social, det er som regel dem der suser afsted alene.
Kilde: Idrættens Analyseinstitut
Sæson eller eliteløber?
Der findes andre bredere løbetyper i Danmark, måske kan du bedre se dig selv som en af dem. Måske gad du rigtig godt at være en af dem (læs:Eliteløber) Men nogle gange sætter talent og hverdag bare en bremser for vores drømme.
Elite og konkurrenceløberen
Hører du til i den her gruppe af løbere så skal du unægteligt rumme en eller anden form for talent som løber. Du skal være villig til at træne rigtig mange gange om ugen, og så er konkurrence momentet en væsentlig det af det. Du kan sagtens som “almindelige løber” også rumme et godt konkurrence element, men så skal du nok ned i gruppen for offer og dedikationløbere. Når vi snakker om konkurrence løbere i denne gruppe som er det dem der kan konkurrere i de bedste rækker herhjemme.
Når du er eliteløber så har du en meget grundig tilgang til dit løb. Der er det ikke bare løb for at være løb. Der bliver analyseret og der bliver hele tiden optimeret i forhold til træning og konkurrence. En eliteløber er klar ´til at offer alt for at nå toppen
Sæsonløberen
Unægtelig den gruppe hvor skader hyppigst sker. Det er den løber som ikke ser løb som sin egentlig sport – måske dyrker dem der er i denne gruppe overhovedet ikke nogen fast form for sport. Motivationen for at løbe som sæsonløber kan være mange, men for at nævne et eksempel kunne det være ham eller hende der lige pludselig indser at løb skal være med til at fjerne de overflødelig 2-3-4 kilo på sidebenene inden rejsen sydpå. Og det er her vi ser rigtig mange skader, for det går alt for hurtigt og disse løbere tror at man kan øge intensiteten hurtigt. Men man er nød til at at rumme tålmodighed, og det har denne type sæsonløber ikke, desværre.
Der er også en anden gruppe af løbere der hører ind under denne paraply. Der findes massere af løbere i Danmark som hovedsageligt løber i foråret og sommeren, altså der hvor vejret er godt. Og når det så bliver mørkt og koldt i efteråret og hen over vinteren så trækker man i fitnesscenteret og træner styrke eller måske holdes formen ved lige på spinningcyklen. Det er også en sæsonløber.
Offer og dedikationsløberen
Det er her man finder de mulige “træningsafhængige” Dem der har fundet ud af at man kan løbe og man kan forbedre sig. Men som så engang imellem kommer ind i en form for “trænings oste klokke” Og der kan det være farligt at være. Den dedikerede løber er villig til i mange tilfælde at bringe de offer der skal til for at få den mest mulige træning med den højeste intensitet. Her er der mange der er faldet i træningsfælden.
Selvfølgelig findes der også massere – mange flere heldigvis – løbere i denne gruppe som er positive dedikationsløbere. Det er den type løber der lever godt med et langsigtet mål. Her løbetræner vi for at blive bedre på en given distance. Der trænes måske op mod en kulmination i form af et løb. De mest anvendte løbsdistancer for en didikationsløber er marathon og halvmaraton. Og for dem der ligger her, der er det mange gange ikke nok blot at gennemføre.
Hverdags og passionsløberen
Det er den stabile løber som lever rigtig godt med at løb er blevet deres sport. Løb er en hverdagsting hvor vedkommende gør det for overskud og velværes skyld. Her har du den type løbere, når du spørger dem, siger de løber 2-3 gange om ugen eller når det passer ind. Typerne her i gruppen deltager selvfølgelig også i nogle former for motionsløb, men de brænder ikke helt igennem for at “slå dem selv” eller få en god tid. Det er mere det sociale aspekt i sådan et løb der tiltaler dem.
De mere konkrete løbetyper i Danmark
Her er det mere tillægsords løberne vi tager fat i. Du har helt sikkert selv mødt, måske ikke dem alle sammen, men så i hvert fald nogle af dem. Er du typen der deltager i motionsløb rundt omkring i det danske land så er sandsynligheden for at du har mødt flere end 5 af nedenstående løbetyper temmelig stor.
Den generte løber
Den løber kender vi alle sammen nok. Det er ham eller hende som løber og kigger ned i jorden. Ikke kigger op. Det er vel nærmest en lille udskreven regel i disse dage at man sender et lille nik afsted til dem man møder (nok mest en trend hvor der ikke er mange mange løbere – rundt om søerne i København gør man nok ikke, for så kunne man ikke lave andet end at rende og nikke) Men det gør denne her løbetype altså ikke.
Den flirtende løber
Kan du scores på en løbetur? Hvis du er i tvivl om det var et lille lummert smil eller måske en forførende blink du fik der fra ham eller hende der passerede dig. Den scorende løber findes helt sikkert derude, og kan for nogle gøre løbeturen omend endnu mere udfordrende og spændende.
Den bramfrie løber
Ham eller hende der ikke er bange for at vise hud. Og måske endda til tider lige har en anelse for korte tights på eller løber i helt bar overkrop. Du vil hurtigt opdage at denne type løbere er dem der har noget at vise frem. Det er ham med den meget synlige sixpack eller hende med den perfekte krop.
Den overdrivende løber
Det er den løber der ikke kan få nok. Løbeturen tilfredsstiller ikke nok, derfor skal der “overdrives” med indlagte øvelser. Rammer han eller hun et lyskrydt bliver der lavet englehop eller lunges. De kan ikke løbe fordi en bænk uden at tage en armbøjning op af den. Disse løbere får helt sikkert en masse ud af deres løbetur.
Den svedende løber
Han eller hun kan ikke gøre for det (er selv en af dem) men der er altså bare nogle der sveder mere end andre. Denne type løbere har én klar fordel. Det ligner altid de har løbet ufatteligt lagt, også selvom de kun har løbet 2km og stadig er vanvittig overskudsagtig.
Den “lækre” løber
Denne her løber er ham eller hende der går mere op i udseendet end selve løbeturen. Det er vigtigt at tøjet passer til skoene og at håret sidder fuldstændig korrekt. Her kommer det løbemæssige aspekt i anden række.
Den larmende løber
Der er heldigvis forskel på alle os løbere. Og der findes også de her larmende løbere. Og med larmende mener vi dem med en meget merkant vejrtrækning. Ja lad os være ærlige, der er nogle der stønner og pruster som en træt okse.
Den elektroniske løber
Det er ham eller hende (nok mest ham) hvor du næsten ikke kan se hvem det er der kommer løbende fordi vedkommende er plastret til med elektronikske hjælpemidler og gadget. Den her løber har både ur, pulsmåler, hovedtelefoner, mobiltelefon m.m. siddende på kroppen. Til gengæld kan den her type løbere også helt præcist analysere sin løbetur når de kommer hjem. Deres næste gadget er højst sandsynligt den lille dims der også løber turen for dem.
Den glemsomme løber
Det er ikke så tit man ser dem, men der findes jo altså den type løbere der har glemt sine løbesko. De såkaldte barfodsløbere. Nogle løbere er af den overbevisning (og det kan sagtens være rigtigt) at kroppens egen støddæmpning er den samme som den kunstige støddæmpning man får via af sine løbesko. Men alligevel må det nive lidt i fodsålerne at løbe på groft asfalt i bare fødder?
Veninde løberne
De 2 veninder der er ude og løbe. Ja de har i hvert fald taget deres løbetøj på, men i bund og grund går turen mest ud på at snakke.
Den døve løber
Ham eller hende der ikke sanser en dyt af hvad der sker omkring dem. De har enten alt alt for høj musik i deres in-ear høretelefoner, eller også løber de med så store hørebøffer at intet lyd trænger ind til dem. Svært at kommunikere med hvis man kommer løbende bagfra og lige vil gøre opmærksom på sig selv.
Den irriterende løber
Den her lidt for overskudsagtige løber der på en halvmaraton distance, omkring de 19km kommer uden om dig uden at det ligner han eller hun har løbet overhovedet. I samme moment lader de ikke chancen for lige at “heppe på dig” gå forbi. Nogle kan rigtig godt lide det, andre hader det.
Den døende løber
En modsætning til den overskudsagtige løber. Ham eller hende her ligner på hele sin løbetur en der er ved at stille træskoene. Du kender godt typen der umådelig trær ud, og måske endda også er gået hen og blevet en smule ligbleg i ansigtet og med meget markerede øjne. Det er den her type løber.
Den stive løber
Ikke stiv, som i fuld af alkohol. Men fuldstændig stiv i sin kropsholdning. Ham eller hende hvor der overhovedet ikke er noget elastisk udtryk når de løber. Det kommer på en eller anden måde til at se mærkeligt ud. Men disse løbere kan i langt de fleste tilfælde ikke “gøre for det” Det er nok en skade der driller et eller andet sted i ben eller ryg.
Den hundeluftende løber
Dem der skal have deres hund med ud og løbe. Det er der for så vidt intet galt i, og så alligevel kender vi vel alle den type hundeluftende løber der synes de har ret til hele stien. Ham eller hende der fylder det hele fordi hunden skal være i snor og skal løbe 1½ meter ved siden af sin ejer. På den måde kan vi andre selvfølgelig fået øvet lidt hækkeløb.
Disse løbere kan også finde på at løbe uden sin hund i snor, og det er endda nok endnu værre. Der har dem der ikke lige tænder på en stor, gispende, slikkeglad og ophoppende hund en angst hver gang de møder der her hundeluftende løber.
Den udklædte løber
Ikke så meget i hverdagen, men har du løbet nogle motionsløb så er du helt sikker på stødt på ham eller hende der fuldfører i sit kostume. Det er nærmest kun fantasien der sætter grænser her. Er det et halvmaraton i kjole og hvidt? Eller de 21 kilometer iført en brandmandsdragt. Der er også de lidt mere avancerede (og varme) udklædninger hvor han eller hun løber i en dragt som også dækker hovedet helt. Puha de må have det varmt derinde. Håber ikke denne type løber kombinere med den “svedende løber”
Den snydende løber
Vi løber lige en tur. Vi tager vores smarte løbetøj på og så afsted. Men i stedet for at løbe ender det hele med en gå-tur i det fri. Så måske det er lidt en overdrivelse at kalde de her typer løbere?
Den syngende løber
Det er for så vidt cool nok at møde den her type løber hvis det er en der rent faktisk kan synge – men det er det meget sjældent. Men her møder vi ham eller hende der har ladet sig gribe lidt af stemningen fra hørebøfferne og får sunget med. Det er okay, men nogle gange er man ikke helt klar over hvor højt man synger med. Og det kan for dine medløbere være både til stor sjov, men også forholdsvis generende.
Den ur-kiggende løber
Typen der hele tiden løber og kigger på sit løbeur eller pulsur. Der kan være rigtig mange grunde til hvorfor man kigger på sit ur. Men det er her du finder den type løbere der bruger deres ur til intervaltræning for eksempel. Der skal man pr. definition overholde de intervaller der lagt i ens træning, og det går jo nemmest hvis man kigger på uret engang imellem.
Listen er naturligvis ikke udtømmende, og skulle du have nogle der mangler på listen så er du altid mere end velkommen til at komme med dit bud. Der kan sagtens være nogle oplagte typer som vi har glemt eller overset i denne artikel.
About the Author:
En passioneret løber der elsker at nørde med både løbesko, og selvfølgelig også alt det fysiologiske omkring det at løbe. Ja, jeg har rigeligt med løbesko, det siger min kone i hvert fald. Men jeg kan altså ikke lade være.....