Guide: Hvorfor er trailløb SÅ godt

løb trail og bliv mere fri

Trailløb er for nogle den ultimative oplevelse, mens det for andre er det her uudforskede land som man har hørt mange snakke om, men aldrig rigtig selv har besøgt. Trailløb er i Danmark et voksende fænomen. Flere og flere opdager denne her fantastiske måde at løbe på.

 

Hvad er trailløb egentlig

Kært barn har mange navne. Trailløb, trail running og offroad er nogle af de mest almindelige navne til det at bevæge sig væk fra byens hårde flader og ud i naturen og løbe. Det handler om at komme væk fra de hårde flader, væk fra byen og den nogle gange trivielle løbeform.

Lad de elektroniske hjælpemidler som pulsur, GPS m.m. blive derhjemme. At løbe trail handler om at komme ud i den mere fri løbeform. Ud og mærke og se naturen iført løbesko.

 

Trailløb i efteråret

trail er mange forskellige underlag

Underlaget kan være meget udfordrende


 

Hvorfor skal du løbe trail?

Det skal du fordi det er en super sjov, flot og meget udfordrende oplevelse. Og så skal du vælge at løbe trail fordi du får så meget forærende når du gør det. I de nedenstående overskrifter kan du læse lidt om hvilke fordele du får ved trailløb – ganske gratis.

Du skal have fokus på oplevelsen

Det bedste du kan gøre for dig selv når du skal i gang med at løbe trail er at have oplevelsen for øje. Tag løbeturen som den oplevelse det er. Du får en unik mulighed for at kombinere den flotte danske natur med en solid gang motion. For trailløberen får rigtig mange fordele ved at løbe trail, det kan du læse mere om herunder.
Prøv om ikke du kan optimere din oplevelse ved at lade pulsure og andre tracking apperater blive hjemme. Løb en tur i naturen og lyt til den.

Der er flere forskellige årsager til at du skal lade dit pulsur blive hjemme. Men det bliver meget hurtigt til en kamp mod tiden når du har det med. Men at sammenligne løbetider fra en trail løbetur og en almindelig løbetur giver ingen mening. Trail vil som udgangspunkt altid være en smule hårdere, da omgivelserne er nogle ganske andre. Og så bliver det ikke den her frie og gode oplevelse hvis du starter med at være “nedtrykt” over ikke at kunne holde kilometertiderne.

Er du nybegynder, så start med en simpel tilgang

Hvis du søger lidt på nettet omkring tralløb så vil du hurtig opdage der findes mange fede billeder af diverse (ultra) trail løbere som har alt udstyret på. Der er nok både væskerygsæk, det helt rigtige tøj og de nyeste trail løbesko. Et godt råd herfra skal lyde på at du holder det meget simpelt. Der skal ingenting til at du kan blive bidt af trailløb, og når først du er det, så giver det mere mening at opgradere på udstyrs fronten. Hellere tage den stille vej til målet, end at ende op med en masse dyrt udstyr i skuffen som du måske slet ikke får brugt.
Vi anbefaler i stort set alle vores guides at du skal købe et par rigtig trail løbesko da det giver mest mening og den bedste oplevelse. Men når det er sagt, så kan du altid løbe en tur i skoven på de lidt større stier for at føle stemningen. For der er også udfordringer på disse stier i form af stigninger og sving, og så får du samtidig muligheden for at opleve stilheden. Og tro os når vi siger, så går der ikke længe før du er klar til at opgradere på sko fronten, og så er du pludselig klar til de mere udfordrende trails.

Trailløb gør dig til en bedre løber

Din kondition bliver merkant forbedret når du løber trail. Uden at du opdager det arbejder du jo lige pludselig både bakketræning og intervaltræning ind i din “almindelig løbetur”. Men det er især intervaltræningen som mange løbere har svært ved at slå hul på når de løber på landevejen. Men i skoven kommer den til dig meget mere naturligt når du skal forcere en bakke. Så slår pulsen automatisk mod toppen.

Din dynamik og din styrke bliver væsentlig forbedret. Du løber ikke nær så monotomt som du har tendens til på landevejen. De mange retnings skift og forceringer af naturens egne udfordringer i form af stubbe, træer, bække m.m. giver dig en masse styrke til både muskler og led. Du bevæger mange flere muskulaturer i kroppen og du styrker dine led på en sund og blød måde. Underlaget er meget mere venligt for din krop da det er meget blødere og mere responderende at lande i skovbunden frem for landevejen.

Løbeteknikken bliver kun bedre af at løbe trail. Du vil meget hurtigt opdage at du bliver tvunget til at skifte mellem flere forskellige typer løb. Du lærer hurtigt at de lange skridt fra landevejen måske ikke er den bedste løsning når du skal forcere en bakke på blødt underlag. Så slår du ganske naturligt over i mindre skridt og opdager at en bakke nemmere bliver overvundet ved at ændre løbestilen. Generelt set vil du få en lidt mere “loose” løbestil når du begynder at løbe trail. Din krop, dine led og dine muskler bliver mødt af en meget vekslende underlag som gør krav på at din krop tilpasser sig. Så hele din kropsholding bliver lidt løsere når du løber trail. En rigtig fed fornemmelse for hele kroppen. Det sværeste ved denne teknik er at lære at stole på kroppen (og på dit udstyr) Stol på at dine ben og fødder får den optimale position i et meget vekslende underlag.

Dit mod bliver bedre. Har ikke så meget at gøre med om du bliver en bedre løber og bedre teknik. Men du lære at blive mere modig når du skal stole på at dine ben og dit udstyr holder dig på plads når du suser ned af en bakke med fugtigt underlag og risikoen for at glide er tilstede.

Du bliver udfordret uden at opdage det

Som det også er antydet tidligere i denne guide så vil du hurtigt opdage at din krop, dine muskler og bestemt også dit åndedræt vil blive væsentligt forbedret når du løber trail. Og det er endda helt uden at du direkte lægger mærke til det. Du vil meget hurtigt kunne mærke en forbedring i form af bedre kondition, bedre åndedræt og en mere smidig krop. Og det bedste af det hele er at du ikke behøver gøre noget ekstra for det. Det kommer ganske naturligt.

Brug trailløb som erstatning eller supplement

Trailløb er af mange løbere brugt som en supplement til deres almindelig løb. Det er ikke sådan at det ene udelukker det andet. Men i efteråret og især om vinteren kan trailløb være et rigtig fedt supplement til landevejen, da især skoven er lidt lunere grundet mindre vind, og så er der i mange tilfælde ej heller så meget sne og is. Mange er med god grund en smule bekymrede for at løbe på landevej og fortove om vinteren da man aldrig helt kan vide sig sikker på om der er saltet eller ej. Så er det et fantastisk godt supplement at tage sine trail løbesko på og bevæge sig ud i skoven i stedet for. Mindre is og sne og med et par løbesko som er bygget til at kæmpe med udfordrende underlag.

 

trail er mange forskellige underlag

Underlaget skifter meget når du løber trail

mudder trail

Mudret underlag til trail.


 

Hvad kræver det at løbe trailløb?

Det kræver ikke alverden at komme i gang med at løbe trailløb. Der er dog alligevel nogle få anbefalinger vi vil fremhæve. For som udgangspunkt kunne du egentlig bare tage dine almindelige løbesko og dit almindelige løbetøj på. Men det vil ikke give dig den bedste oplevelse. Måske endda tvært imod. Så herunder kan du se en liste over de ting vi anbefaler du har på plads til trailløb.
Naturligvis kræver det også at du har en forholdsvis nem adgang til terrænet. Mange vælger at køre efter terrænet så det kan sagtens lade sig gøre – men erfaringen viser at har man “trail terræn” i umiddelbar nærhed af sine normale løbeomgivelser så kommer man nemmere igang med at dyrke trailløb. For har du det inden for overkommenlig nærhed så får du dig nemmere taget sammen til at komme i trail-tøjet og løbet turen.

Det rette udstyr til trailløb

Du skal naturligvis tænke lidt over det vigtigste parametre indenfor løb – nemlig dine løbesko. Og det er her du kan forværre eller optimere din oplevelse betragteligt ved at vælge korrekt. Når du kommer ud i terrænet er der nogle andre elementer der spiller ind, og derfor vil dine almindelige løbesko være en dårligere løsning. Derfor skal du gøre dig selv den tjeneste at købe et par trail løbesko – det vil give dig den bedste oplevelse og de bedste forudsætninger for succes.

 

salomon trail løbesko

Det rette skovalg kan være afgørende for din oplevelse

 

Dit løbetøj kan være dit almindelige løbetøj. Der skal du blot være opmærksom på at ude i skoven, eller generelt væk fra det hårde underlag der er der større risiko for at ramme grene og torne, og dit løbetøj vil med garanti også blive mere beskidt.
Så tænk over hvad du tager på. Det behøver ikke være dit aller nyeste sæt. Vil anbefale at tænke i løbetøj der sidder så tæt som det er muligt eller som du kan holde ud at løbe med. For hvis det sidder tæt, så er der mindre risiko for at løst stof får fat i grene og torne.

Andet udstyr som en trailløber bruger kunne være handsker, pandelampe, væskeholder, samt en mobiltelefon. Når du løber eksempelvis i skoven og du måske bevæger dig væk fra større stier og ind på de mindre stier med mere udfordring, så kan det være yderst behageligt at have et par handsker på , da du nærmest med garanti kommer til at “røre ved naturen” når du skal ind over en stub, rundt i et sving eller lignende. Løber du på sen eftermiddag i efteråret eller om vinteren så er det måske en god ide at have en lyskilde med. Skoven kan blive meget mørk, meget hurtigt. Her er en pandelampe den optimale løsning. Fylder ingenting og giver et fornuftigt lys.
Skal du ud på længere trails (mest forbeholdt de meget erfarne trail løbere) så skal du nok tænke i at have noget væske med på turen. Det kan være i form af væskerygsæk eller måske et væskebælte med mindre drikkeflasker i.

Selvom vi har beskrevet at trail er alig med naturoplevelsen, væk fra dagligdagen og alle dens elektroniske hjælpemidler så vil vi stadig anbefale dig at tage en mobiltelefon med på løbeturen. Ikke til musik, kortlæggelse eller GPS signal. Men udelukkende fordi at du skal kunne kmme i kontakt med omverdenen hvis uheldet er ude. Da du bevæger dig på ujævnt underlag så er risikoen for led og vrikke-skader væsenlig øget. Og der er ikke meget ved at lægge i skovbunden uden mulighed for at komme i kontakt med omverdenen.

Trailløb kan blive den rene leg

Mange løbere der regelmæssigt løber trailløb ser det som en sjov leg. Det bliver den her fede oplevelse hvor du ikke tænker på andet end at hygge dig med naturen men samtidig få en masse fed motion og forbrændt en masse kalorier.
Om du er på det ene eller det andet niveau indenfor trailløb, så bliver det af rigtig mange løbere set som det her “frirum” hvor der ikke er “regler” for kilometertider, distancer og sociale likes.
Det handler om at komme ud og lege med de naturlige udfordringer som naturen stiller dig. Om det så er det lille mountainbikespor, den stejle bakke eller dit zigzag løb mellem der træerne der er din næste udfordring, så er du fri når du løber trail. Man glemmer meget hurtigt tid og sted.

 

trailloeb er en smuk oplevelse

At løbe trail er for det meste en vidunderlig oplevelse

 

Trailløb er en børnevenlig sport

Trail er også en rigtig god mulighed for at få konen og eller børnene med på en løbetur/gå tur. Hvor man på landevejen helst gerne vil finde en “løbemakker” med nogenlunde samme niveau så man kan løbe i samme tempo, med bedre mulighed for at forbedre sine tider, så er trailløb af en lidt anden støbning. Det giver mulighed for at invitere resten af familien med på en løbetur. Da trailløb ikke indbyder direkte til at løbe efter tider, så er det meget nemt at få en familietur til at gå op i en højere enhed. Hvis mor eller far ønsker mere udfordring så er det tit og mange gange sådan at skoven tillader løb på almindelige stier og mere udfordrende stier i umiddelbar nærhed af hinanden. På den måde kan alle få noget ud af det. Der er naturligvis også mulighed for at børnene eller samlever kan tage med på mountainbike og på den måde udfordre dig på tempoet. Der er masser af muligheder, og vi lover dig, familien bliver glade for det, og det gør du også.

 

About the Author:

En passioneret løber der elsker at nørde med både løbesko, og selvfølgelig også alt det fysiologiske omkring det at løbe.Ja, jeg har rigeligt med løbesko, det siger min kone i hvert fald. Men jeg kan altså ikke lade være.....

Skriv en kommentar