Reparation af løbesko | Gode råd til løbesko reparation

hul i mine løbesko

Løbesko med huller i mesh-foret. Her er en reparation næsten umulig

Kan løbesko egentlig repareres? Ja løbesko kan godt repareres, men du skal være forsigtig og helst have lidt styr på hvad du laver. I hvert fald hvis du skal have den bedste oplevelse med løbeskoene bagefter

Det er dårlig kvalitet, det er ikke godt nok efter 400km, og hvorfor er mine sko allerede gået i stykker. Det er blot nogle af de ting man hører ofte når man bevæger sig rundt i løber miljøet.
Løbesko der går i stykker er en super ærgerlig ting, og vi ved jo alle os løbere, at går dine løbesko i stykker, så er det i langt de fleste tilfælde forbundet med en omkostning til et par nye løbesko. Og det kan være super irriterende, eller bare passe rigtig dårligt ind i budgettet.

Vi giver dig i nedenstående guide til hvordan du kan reparere dine løbesko på udvalgte punkter, og samtidig kommer vi med gode råd til vedligeholdelse af dine løbesko, så du på den måde mindsker risikoen for at de går stykker, eller at de kommer til at lugte.

Du kan godt reparere dine løbesko

Som beskrevet ovenfor, så er der nok i rigtig mange hjem kommet en del skældsord over læberne på grund af løbesko der er gået i stykker. Og det er helt fair, for at købe en løbesko er ikke altid en billig fornøjelse.
Men du skal ikke fortvivle helt når dine løbesko revner i overdelen eller måske går op i hælkappen. Det kan i nogle tilfælde sagtens repareres, og du kan forlænge levetiden på dine løbesko, og derved skyde omkostningen lidt længere ud i fremtiden.

Hælkappen på mine løbesko er gået i stykker

En af de fejl og defekter vi ser og hører mest om er en defekt hælkappe. Og er du løber og har været det en rum tid, så kender du også til problematikken omkring Asics løbesko, og deres hang til defekte hælkapper. men det er en anden snak.
Når dine løbesko går op i hælkappen, så opstår der det problem at du får gener når du er ude og løbe, din hæl har risiko for at komme i berøring med hårdere og noget mere ubekvemt materiale i hælen. Derfor er det noget skidt.

Hvis du gerne vil prøve at reparere hælkappen på dine løbesko, så kunne et godt råd være at forsøge at lappe hullet. Det skal selvfølgelig tages i opløbet, således at det ikke er et af de store og kedelige huller du har i hælkappen. Tager du det i opløbet, så er det langt nemmere at fikse problemet.
En metode som jeg har brugt med succes er er vabelplaster. Det er et solidt og en fleksibelt materiale, der godt kan dække hullet, og samtidig være med til at “stoppe blødningen” så det ikke bliver større. Hvis du bruger lidt tid på at klippe stykket af vabelplaster godt til, og forsigtigt sætter det ind i din hælkappe, så er der med garanti flere kilometer i dine løbesko. Du skal selvfølgelig være opmærksom på at det giver dig en lille udfordring når du tager dine løbesko på fremover. Du skal huske at træde udover det stykke vabelplaster, ofor ellers ruller det bare ned, og så generere det mere end det gavner, og din løsning har egentlig bare gjort problemet større. Men det er også nogle sekunder der er givet rigtig godt ud, når man tænker på at der måske er X antal mange flere løbesko i dine før-kasserede løbesko.

hvad skal jeg bruge til reparation af løbesko

Lidt vabelplaster (mærke er ligegyldigt) og en saks til tilpasning

vabelplaster i løbesko

Det er vigtigt at du tilpasser plasteret i hælen så det ikke genere

mine-loebesko-er-i-stykker-i-haelen

Operationen tager max. 10 minutter, og så har du mange flere kilometer i dine løbesko

Skolim til ødelagt overdel på løbesko

Vi vil rigtig gerne have åndbare, lette og meget fleksible løbesko. Det får vi. Masser af producenter er rigtig gode til at fremstille især åndbare løbesko. Og som du sikkert også er bekendt med, så laver man åndbarheden i en løbesko, ved at betrække overdelen med “mesh punkter” som er en super luftigt materiale som kan sørge for der er god ud-luftningen i løbeskoen.
Ulempen ved mesh er at det er på absolut ingen måde et særligt holdbart materiale, faktisk vil jeg gå så langt og kalde det et skrøbeligt materiale. Og det giver visse udfordringer. Du ser bl.a. ikke mange trail løbesko som er plastret til med mesh områder, for der skal ikke mange torne og grene til at hive sådan et klassisk mesh-for op. Er der mesh på en trail løbesko, så kan du være forvisset om det på en eller anden måde er forstærket. Men i dine almindelige løbesko til asfalt, der finder du masser af mesh områder på overdelen. De kan selvfølgelig også blive revet op af grene og lignende, men det betyder så at du ikke har behandlet og løbet i skoene efter forskrifterne.
Du kan der imod ikke gøre så meget ved (jo måske forebygge – læs længere nede) at dine sko kommer til at sprække lige i det buk der kommer i forfoden på en løbesko. Der ser jeg rigtig mange løbesko sprække, mesh-foret går simpelthen fra hinanden. Og det er her du skal være vaks ved havelågen. Du kan både reparere, hvis du opdager det i god tid, og du kan sågar også forebygge problemet.

Er du så uheldig at dine sko er revnet i overdelen, og du har opdaget det i god tid, så er der store muligheder for at du kan nå at redde den. Hvis du finder en nål og lidt tråd frem, og lige sørger for at få købt noget forsegling eller lim til sko og outdoor materialer. (Koster omkring 100,-) Så kan du sy mesh-foret sammen, og derefter forsegle syningen efterfølgende. Se eventuelt denne artikel fra Pushperformance (billeddokumentation)
Du kan også forebygge denne form for skader – altså du behøver ikke vente til skaden er sket. Hvis du tit oplever denne fejl, eller du måske ved at modellen er særlig udsat for dette, så køb dette forsegningsmiddel, og smør på dine løbesko inden skaden rent faktisk er sket. Så er du rigtig godt på vej.

…..bemærk at det er vigtigt at du er opmærksom på at du ikke trækker overdelen sammen når du syer skoene. Det kan man let komme til. Men hvis du holder en hånd ned i skoen imens, eller måske stopper en klud eller nogle aviser ned i løbeskoen, så holder den en mere naturlig form mens du syer, og du får ikke trukket overdelen mere sammen.

Ødelagt ydersål på løbesko

Der er flere årsager til at en ydersål på en løbesko kan skille sig fra resten af skoen. I langt langt de fleste tilfælde er det brugeren selv der har skylden, men derfor kan det jo stadig repareres. Men en ydersål kan løsne sig på løbesko hvis skoen har fået for meget varme. Så opløses limen, og så hænger ydersålen ikke fast mere. For meget varme tænker du så, ja for meget varme. Det kommer mange gange fordi folk forsøger at smide deres løbesko i vaskemaskinen, og det må man ikke (læs længere nede) Eller du har måske forsøgt at tørre dine løbesko med for meget direkte varme, det kunne f.eks. være foran brændeovnen eller lignende. Jeg har engang selv forsøgt at skulle gøre mine løbesko og mit løbetøj klar til en vinter løbetur på en råkold vinterdag i Danmark. Og det eneste det resulterede i var at skoene kom for tæt på brændeovnen, og fronten af ydersålen (den del der går op foran på skoen) løsnede sig fra resten af skoen. Og så måtte jeg igang med lim og “tryk af løbesko”

Du kan ikke bruge hvilken som helst type lim til at lime dine løbesko. Nogle er ikke særlig fugt resistente, andre bliver for stive og tunge. Men kontaktlim eller Shoe Goo limen har i de tilfælde jeg har været nødsagte til at reparere, fungeret fint for mig.

Bedste vedligeholdelse af løbesko

Du kan gøre rigtig meget selv for at vedligeholde dine løbesko på en sådan måde at du måske helt slipper for at reparere på dine løbesko. Det bedste ville jo være at du sled dine løbesko op, og du ikke inden de ikke kunne mere skulle igang med de kreative reparations tanker.
Og nu vil den kvikke læser nok se at vi ikke nævner noget om hvor mange kilometer der er i en løbesko, eller hvor længe den holder. Når man læser om at “eksperter” og “specialister” siger at en løbesko SKAL holde i 1000km, så kan jeg ikke lade være med at tænke at tillægsordene ekspert og specialist ikke hører hjemme her.
Du kan ikke sige at en løbesko skal holde så lang tid, bedømt ud fra et kilometer antal. Der vil altid være forskel på om du vejer 60 eller 85kg, om du løber efter forskrifterne, eller du udsætter dine løbesko for ting de ikke burde blive udsat for.

Løbesko skal lufttørre

Selv solens stråler kan faktisk være for meget varme for dine løbesko og de materialer den er fremstillet i. Så kan du undgå det, så lad være med at stille dem i direkte sollys. Gerne sætte dem et sted hvor det lufter en lille smule. Naturlig tørring er det bedste for dine løbesko. Et andet rigtig godt fif til at tørre våde løbesko efter en regnfuld løbetur er at pille den indlægssål ud som du har i dine løbesko. På den måde kommer der meget mere ventilation igennem skoen, og tørrings processen bliver væsentligt fremskyndet.

Dine løbesko skal ånde – naturligt

Det aller bedste du kan gøre for dine løbesko er at give dem så naturlig en pleje som muligt. Som beskrevet oven over, så vil en helt naturlig ventilation både give dine løbesko de bedste muligheder for at “komme sig” men samtidig vil du mindske risikoen for bakterier i løbeskoen. Og tro mig, der kan samle sig rigtig mange bakterier i sådan et par sko. Du lukker trods alt dine fødder inde i et meget lukket rum, og så begynder du at arbejde så fødderne kommer til at svede og skabe varme. Fugt og varme er et mekka for forskellige bakterier. Så lad endelig dine løbesko tørre naturligt, det hjælper rigtig meget.

Har du mulighed for flere par løbesko, så er det godt

Det er selvfølgelig en omkostning at have flere par løbesko, det ved jeg godt. Men ikke desto mindre så har løbesko bedre af at få lidt hvile engang imellem. Især hvis du løber ca. hver anden dag. Så har dine sko bedst af at få lov til at stå og “komme sig” Når du har været ude og løbe så er dine løbesko blevet flade i støddæmpning og mellemsål, og selve materialet er presset sammen. Der har skoen bedst af at få lov til at stå og komme tilbage i sin normale form. Løbeskoen skal have lov til at restituere, ligesom dine muskler skal. Det er ikke sådan at skoen kan gå i stykker i selve mellemsålen – det er i hvert fald sjældent – men du forlænger livet på dine løbesko ved at gøre denne proces. Og det betyder flere kilometer på landevejen i de sammen sko, og inden du ved af det, så har du sparet så meget, så den ekstra omkostning til de ekstra par løbesko er tjent hjem igen.

Absolut ingen løbesko i vaskemaskinen

…eller foran brændeovnen for dens sags skyld. Som tidligere nævnt i artiklen så kan alt for høje og direkte varmegrader meget nemt skade dine løbesko. Hvis du udsætter dem for alt for meget varme, så risikere du at limen bliver blød og sålen slipper sin kontakt til det øvrige materiale.
Så hvis du patu skal vaske dine løbesko, så skal aller helst gøres i en balje vand og med en blødere børste. Bruger du en for hård børste så kan du risikere at rive mesh-for op, og så skal du lige et smut tilbage i artiklen og se hvordan det nu var med at reparere den slags.

løbesko kan ikke tåle direkte varme

Lidt for smart “opvarmning” til en løbetur på en kold dag

Tænk dig om når du tager løbesko af og på

Du kan gøre rigtig meget godt for dine løbesko når du skal ud og løbe og når du kommer hjem fra løbeturen. Især når du kommer hjem har rigtig mange tendensen til at træde skoene af, og ikke binde dem op inden. Og her kan du virkelig godt regne med at du udsætter både hælkappe og såler for en unødvendig stor belastning.
Hvis du bruger de par sekunder det tager at løsne skoens snørrebånd inden du tager dem af eller på, så er du rigtig langt med din vedligeholdelse, og ikke mindst det faktum at du mindsker risikoen for uforudsete og ikke “normale” skader på dine løbesko.

Bedste råd til reparation og vedligehold af løbesko

Du er naturligvis mere end velkommen til at komme med ine input til denne artikel. Har du nogle gode råd til reparation eller vedligehold af dine løbesko. Så er det bare med at smide en kommentar herunder, så kan andre løbere også få glæde af dine råd.

About the Author:

En passioneret løber der elsker at nørde med både løbesko, og selvfølgelig også alt det fysiologiske omkring det at løbe. Ja, jeg har rigeligt med løbesko, det siger min kone i hvert fald. Men jeg kan altså ikke lade være.....

Kommentarer

Skriv en kommentar