Kulminationen på et gennemført løbeprogram

Det behøver for så vidt ikke have noget med løb eller sport at gøre. Men selve følelsen af at have gennemført noget, den følelse der giver dig kulminationen på noget. Den skal man ikke underkende. Det er en fantastisk følelse. Dette her indlæg tager udgangspunkt i en anden større artikel og et af vores egne løbeprogrammer. En lille “test” af vores eget løbeprogram, men med henblik på at ændre i strukturen og opbygningen. Men alt det kan du læse meget mere om her:

– Læs den uddybende artikel om hele forløbet her

– Se hvilket løbeprogram der har dannet grundlag her.

Denne her lille side-artikel handler primært om hvordan man mærker kulminationen, og ikke mindst hvordan man mærker “frygten” når slaget skal stå. Har din træning båret frugt? Har du gjort de rigtige ting? Og er der grundlag for en ordentlig præstation?

12 ugers forberedelse inden kulminationen

For mit vedkommende var der 12 ugers forberedelse op mod den forhåbentlig kulmination. 12 uger hvor der primært har været fokus på løb og atter løb. Blandt andet er andre sportsgrene blevet fravalgt grundet denne her primære fokus på løb. Crossfit, spinning og til dels fodbold tabte hver gang der skulle prioriteres i forhold til løb. og hvorfor nu det. Jo, rekordjagten var sat ind. I de 12 uger hvor forberedelserne har stået på, der har det været med det mål for øje, at skulle under de halvanden time på en halvmaraton. Og ville det lykkes, så var det kun anden gang i “løbe-karrieren” at det ville være sket. Så i 12 uger i streg stod den på løbetræning, tempotræning og ikke mindst intervaltræning. Nogle gange så man var lige ved at brække sig over det.

Lær at sige nej, lær at sige nej tak

Har hørt ordet “kedelig” og sågar “fanatisk” i min forholdsvis korte vej på uger frem mod målet. Personligt vil jeg nu hellere kalde det “dedikeret” Jeg tror man skal være af samme støbning for at forstå dette. Men det er ikke alle der kan se det “fede” i at skulle undvære. Og det forlanger jeg heller ikke, og forlanger ikke engang at man skal kunne forstå det. Men derfor vil jeg heller ikke lægge skjul på at kulminationen, når det lykkes, lige er en halv eller en hel gang større når du igennem 12 uger har lært dig selv at sige nej tak. Og nu skal jeg skynde mig at sige, at hvis du har læst hele forløbet omkring det her, i den tilhørende større artikel, så ved du også at jeg ikke har sagt nej hver evig eneste gang. Der har i mine 12 uger også været weekender med tømmermænd og løb på lavt blus. Men min pointe er, at hvis man virkelig vil gå efter et mål, og mærke den ultimative kulmination, så er man nød til at sortere noget fra. Det koster i langt de fleste tilfælde på nogle parametre, at ville være god til nogle andre. Men jeg lover dig også, at desto federe bliver følelsen når det hele kulminere.

Sociale medier, ven eller uven?

For mig er det naturligt, også i kraft af at jeg driver iloebesko.dk. For mig var der ingen tvivl om at de sociale medier skulle være en del af det her. Men når du involvere både følgere, venner og alt andet via de sociale medier, så lægger jeg ikke skjul på at man øger presset på sig selv. For du vil jo gerne fremstå sej på en ene eller anden måde. Jeg vil gerne skynde mig at sige, at under normale omstændigheder er jeg fuldstændig ligeglad med hvad folk tænker om mig, og er som udgangspunkt ikke bange for at fremstå både som “taber” og “vinder” på de sociale medier. Og havde den her kulmination nu haft et anderledes udfald, så var det helt sikkert også endt på de sociale medier. Med selverkendelse kommer man langt. Selvom det måske er på et spinkelt grundlag, og det er lidt “købt” Så undervurder aldrig følelsen af den opbakning du kan opnå via de sociale medier. Jeg ville lyve big time hvis jeg sagde at jeg ikke blev en lille smule “stolt af mig selv” og “solede mig lidt i min egen succes” når nu jeg kunne smide en positiv kulmination ud på de sociale medier efter løbet. Det er nok den her følelse der gør at så mange bliver afhængige af likes og positive tilkendegivelser. Fordel eller ulempe, det synes jeg selv du skal vurdere?

Er bedre til at underspille rollen

Jeg tabte 1000,- på at gennemføre mit mål? Jamen plejer man ikke at vinde hvis det hele lykkes? Jo det gør man. Men jeg lavede faktisk et væddemål med min kone inden løbet. Det gik ud på at hvis jeg kom i mål på en tid under halvanden time, så vandt hun 1000,- til fri afbenyttelse. Og hvis jeg kom i mål på en tid over halvanden time, så ville jeg vinde de 1000,- Så jeg havde alle muligheder for at blive både en oplevelse (selve løbet) og 1000,- rigere. Jeg skulle bare løbe præcis et sekund langsommere end 1.30.00. Det gjorde jeg ikke.

Løb CPH Half 2019 i 1.28.34

Men hvordan kan din kone så finde på at indgå sådan et væddemål? Jo det kan hun af den simple årsag, at hun kender mig, og hun ved at jeg er ekspert i at underspille min egen rolle. Eller gør i hvert fald forsøget hver gang. Men denne gang kostede det ved kasse ét. Hun vidste udemærket godt at hvis jeg kunne, så ville jeg for alt i verden gerne slå min egen rekord på et halvmaraton, som indtil den 15 september 2019 lød på 1.29.52. Hun kender mig, og hun ved at når det kommer til den slags, så er jeg et alt for stort konkurrencemenneske til at tænke i retning af væddemål. Det vandt hun så lige 1000,- på. Og jeg står så tilbage og føler mig “læst som en åben bog” Faktisk gik det så vidt, at på selve dagen blev hun og ham jeg fulgtes til løbet med, enige om at jeg var “hende-der-pigen-der-altid-sagde-at-eksamen-var-gået-dårligt-men-så-fik-12-alligevel” Kan jo ikke sige så meget andet, end at de jo nok til dels har ret.

 

 

Jernvilje, tja måske?

Som en af mine gode venner skrev til mig umiddelbart efter fuldendt løb. “Jernvilje, det må man give dig, det har du sgu” Det er umiddelbart ikke sådan jeg selv har tænkt det. Eller det er i hvert fald ikke den følelse man render rundt med ude på ruten hvis du spørger mig. Kan sagtens sætte mig ind i at det ser sådan ud, set udefra. Før omtalte ven, er en jeg spiller fodbold med, og han er bekendt med at jeg i måneden op til kulminationen har sagt nej til bl.a. den berømte og berygtede fodboldafslutning på vores lille oldboys fodboldhold. Og lur mig om ikke en del af hans hentydning til “jernvilje” ligger i at sige nej til den slags arrangementer. Men i min verden føler jeg ikke det er jernvilje, men nærmere dedikation?

De sidste 3 kilometer

Altså dem der burde være “nemme” og dem hvor du lige kan give dig lidt mere. De kilometer som jeg i ugen op til havde snakket med en kollega om blev de fedste og der skulle man nyde det hele. Det kom så ikke til at ske. For kan simpelthen ikke huske dem. Og det er edder-maneme en mærkelig følelse. Det er kun sporadiske ting jeg kan se for mig fra de sidste 3 kilometer. De 3 kilometer som nydes, og hvor man måske skulle sætte tempoet en smule op. Det blev til det modsatte. Jeg løb i en bobbel, bedre kan jeg ikke beskrive det. Har aldrig prøvet noget lignende. Så mærkelig en følelse. Heldigvis for mig, så havde jeg allerede ude omkring de 17-18 kilometer set at det her så godt ud i forhold til at ramme en fornuftig tid. Havde jeg været lige på grænsen, eller endnu værre, en smule under hvor jeg skulle være, så er jeg forholdsvis sikker på at jeg var gået helt død på de sidste 3 kilometer. Tempoet gik ned på de sidste 3 kilometer, men ikke mere end den holdt til mål! Så måske er der noget om jernvilje alligevel?

Heppekor er stærkt undervurderet

Har du mulighed for det, så skal du medbringe dit eget heppekor. For det giver dig altså en hel masse. Jeg vil dog i denne artikel gerne komme med en uforbeholden og offentlig undskyld til min kone og 2 drenge. De stod og heppede det bedste de havde lært. Det eneste minus (for mig og dem) var at de var placeret indenfor de sidste 3 kilometer. Jeg så dem simpelthen ikke inde i den bobbel jeg løb i. Så min planlagte sceance med at give dem et kram inden jeg løb i mål, den blev ikke til noget. Heldigvis er jeg tilgivet, og jeg er også fanget af dem på video. Så heldigvis kørte de ikke helt forgæves til København den dag. Ved selvfølgelig ikke om du kan? Men jeg kan med fordel bruge det at have folk jeg kender langs ruten, til at motivere mig. Det giver en masse til dig at du ved at nogle er kommet ud til løbet for at heppe på DIG. Det gjorde det meget nemmere efor mig at jeg havde de her “fix-punkter” at løbe efter. Lige meget hvordan du stiller det op, så bliver langt de fleste glade og “varme indeni” når de hører der bliver heppet på en.

En voksen mand græder også

Rørt til tårer blev min reaktion. Alt taget i betragtning. Både de sidste 3 meget intense kilometer, de 12 ugers hårde og fokuseret træning og stemningen generelt. Alt det var det der kom og overrumlede mig da jeg trådte indover målstregen, stoppede mit ur, og de værste kast-op-fornemmelser havde lagt sig. Lidt vandfyldte øjne fik jeg. Må indrømme at jeg blev sgu en smule rørt ved situationen, følelserne hang ude på tøjet. Heldigvis stod jeg foroverbøjet, hænderne på hver sit knæ og kiggede ned i jorden. På den måde slap jeg lidt udenom at nogle så mit “flæberi”

About the Author:

En passioneret løber der elsker at nørde med både løbesko, og selvfølgelig også alt det fysiologiske omkring det at løbe. Ja, jeg har rigeligt med løbesko, det siger min kone i hvert fald. Men jeg kan altså ikke lade være.....

Skriv en kommentar