Olana – En Etiopisk løber uden gennembrud

Dette er et interview foretaget af jounalist Buster Emil Kirrchner, der gennem sin rejse i Afrika er rendt på Olana. Olana er en brutto type på en stærk Etiopisk løber, desværre bare uden at have fået sit gennembrud endnu. Denne artikel tager dig gennem livet hos et løber talent fra Etiopien som endnu ikke har fået sin løbe-chance i Europa og den øvrige verden.

Da jeg mødte Olana, den Etiopiske løber

I Etiopien bor Olana. Han har svært ved at forsørge sin familie, og jobbet som sikkerhedsvagt er langt fra optimalt, men når løbeskoene snørres, entrerer han en parralelverden af drømme og håb.
Det er onsdag eftermiddag, solen skinner, og vi sidder i en rundkreds på græsplanen og drikker the og kaffe. Nogle har været så heldige at gafle en plastikstol – andre sidder på jorden. Vi befinder os i Etiopien, nærmere betegnet Waliso, en mellemstor by 115 kilometer syd for den enorme hovedstad, Addis Ababa. Hvis ikke jeg havde fundet Wakos økologiske landbrugsprojekt på nettet, havde jeg aldrig slået vejen forbi Waliso. Byen er i sig selv uinteressant, og de fleste etiopiere ved ikke engang, at den eksisterer. Men her bor Wako, hvis farfar fik tildelt en tønde land et par kilometer uden for byen, efter at have været en del af den etiopiske hær, som var med til at fordrive italienerne i 1940’erne og gøre Etiopien til det eneste afrikanske land, der aldrig har været koloniseret. I dag bor Wako, hans kone og etårige datter på den tønde land.
Og i Wakos kompound er der plads til alle. Her kommer venner og familie dagligt på besøg for at vende verdenssituationen. Jeg nyder atmosfæren, og de få timers frivillige arbejde på Wakos farm er ikke specielt krævende. Stemningen er fri og løssluppen, og så er temperaturen slet ikke så ulidelig, som man måske skulle tro. 25 grader, let vind og gode samtaler, det er lige mig, og det er her, jeg møder Olana.

 

etiopien har ubegrænset løber talent

 

Ikke som de andre

Olana er en forsigtig mand. Han er høj, slank og en smule kejtet, som han sidder der på jorden, omgivet af venner. Jeg sidder på en plastikstol. Olana taler meget lidt engelsk, men alligevel så meget, at vi kan føre en primitiv samtale. Han er løber, fortæller han mig. Seks gange om ugen snørrer han løbeskoene og trisser afsted, men inden han når at sige mere, bliver han afbrudt af Wako, hvis engelskegenskaber er på et langt højere niveau: ”He is one of the best runners in Ethiopia, and I have helped him a lot”.
Med den vanlige hang til overdrivelse blandt Wako og hans landsmænd tager jeg ordene med et gran salt, men af en eller anden grund finder jeg alligevel Wakos udsagn troværdigt. For der er noget specielt ved denne mand. Han drikker hverken kaffe eller the, og han henfalder da slet ikke til det milde, narkotiske rusmiddel, kath, som tygges flittigt af de resterende gæster denne onsdag eftermiddag. Nej, han er afbalanceret, tilbageholdene og ydmyg.
Snakken fortsætter, og Olana fortæller om sin kærlighed til løb. “Det tilfredsstiller mig og gør mig glad”, siger han, inden han med lidt engelskhjælp fra de omkringsiddende kammerater beretter om sine bedste resultater. Mens løb synes at være hans stærke side, er engelsk altså bare ikke favoritdisciplinen, og Wako bliver tvunget til at agere mellemled og oversætter mellem mig og denne 26-årige løbepassionist.
Og det er sådan set fint nok. Olana fortæller, Wako oversætter og jeg lytter. Olana er gift, har ét barn og drømmer om succes ved anerkendte løbestævner. Han arbejder som sikkerhedsvagt foran banken, Oromia International Bank. Desværre er tjansen som sikkerhedsvagt sølle betalt, og de cirka 300 kroner om måneden, som Olana tjener, er ikke nok til at brødføde familien derhjemme. Heldigvis har han af sine forældre fået tildelt et lille stykke land, hvor han og konen dyrker humle, som bliver brugt til øl. Der tegner sig hurtigt et billede af en stram økonomi, og mine første tanker går på, hvordan og hvor meget man kan prioritere en seriøs løbekarriere, når hver dag er en kamp om at få mad på bordet? Det er jeg interesseret i at vide mere om, og da jeg samtidig har fået en god portion sympati for dette venlige væsen, aftaler vi at mødes to dage senere klokken 09 om morgenen. Så vil Olana vise mig sit hus og sin familie, fortæller han, inden vi siger farvel og støder vores skuldre mod hinanden i det traditionelle, etiopiske ”håndtryk”.

Inviteret indenfor

Klokken er 09 fredag morgen, da Wakos telefon ringer. “Det er Olana, han bliver lige lidt forsinket”, siger Wako. Det kan efter knap seks måneder i Afrika ikke overraske mig, at lokalbefolkningen har et mere afslappet forhold til tid, end vi har i Vesten, så jeg tager endnu en slurk af min kaffe og læser videre i min bog.
En time senere dukker Olana op. Han er iført et løbesæt i de etiopiske farver; rød, gul og grøn. Han ser godt ud. Løbebukserne er rene og ikke nær så slidte, som jeg havde forestillet mig, og trøjen ligeså. Han har svært ved at skjule nervøsiteten og tripper rundt, nærmest rastløs. Det er nok ikke hver dag, han har en kaffeaftale med en ‘frenji’, som den hvide mand kaldes i Etiopien. Under armen bærer Olana et fotoalbum, og jeg har knap hilst på ham, før jeg får stukket det første billede i hånden. Det er et billede fra en løbekonkurrence, fortæller han ivrigt på sit gebrokne engelsk. Jeg spørger, om vi ikke skal vente med at se billederne til vi kommer til hans hus. Olana accepterer.
Vejen mod Olanas hus er en oplevelse i sig selv. Får, geder, æsler og ejerløse hunde vandrer rundt på må og få, grusveje med enorme huller, ildelugtende affaldsbunker og træhuse bygget af store pinde. Mens omgivelserne leder tankerne til forfald og elendighed, forholder det sig straks anderledes med den kraftige kaffeduft, som bliver mere og mere intens, jo tættere vi kommer Olanas hus. Jeg havde jo nok regnet ud, at der stod kaffe på menuen. Etiopien er kaffens hjemland, og per tradition skal kaffebønnerne ristes så længe, at kaffen bliver kulsort.
Olanas hus er bygget af lange, solide træpinde og består af to rum. Det ene rum er et stort og rummeligt opholdsrum. Der er, atypisk for etiopiske hjem, ganske højt til loftet. Det andet rum er soveværelset, som er dedikeret til familiens eneste seng, og det er ikke nær så stort. Køkken og toilet bliver jeg ikke præsenteret for, men det er formentligt to seperate bygninger i nærheden. Huset er flottere, renere og større end gennemsnittet. Olana må være en stolt husejer.
Foruden Olanas kone og søn, har også moderen og tre søstre fundet vej til det primitive træhus for at møde denne hvide, fremmede mand fra Danmark. Kun én af søstrene kan sammensætte to engelske ord efter hinanden, men til gengæld får jeg massevis af smil med på vejen fra hele banden, som alle er ydmyge og imødekomnmende. Jeg bliver tilbudt og tager plads i husets indiskutabelt bedste stol. Olana sidder ved siden af mig. Resten af familien sidder bag os på skamler og madrasser, hvilket faktisk er ret irriterende, for jeg sidder med ryggen til dem og kan således ikke se dem. Men jeg accepterer, at det formentligt er en etiopisk skik og bliver siddende.
Olana vil hjertens gerne vise mig familiens fotobog. Den indeholder løbebilleder af ham selv, men også billeder af nære og ikke-nære familiemedlemmer. At kigge på billeder kræver ikke de store sprogfærdigheder, hvilket er meget heldigt, for Olanas engelsk er dårligere, end jeg i første omgang huskede det.

 

 

Kaffe og løbere er den største eksportvare

Så det er op til mig at starte samtalen, og fred være med det. Jeg vil vide mere om, hvordan man i et fattigt uland med sult og politiske konflikter dyrker elitesport? Hvad spiser man? Hvordan træner man? Hvad er udfordringerne? Nu åbner Olana op.
For udfordringer er der ikke-overraskende nok af. “Den største udfordring er det økonomiske i at skulle finansiere løbeudstyr og transport til stævner”, siger Olana, alt imens hans kone, Dester, skænker kaffe op til mig i en lille kop. De løbesko han har på, har Wako købt til ham, og det føromtalte, flotte løbesæt er det eneste, han ejer af slagsen. Flere af konkurrenterne har tre par løbesko; ét til bane, ét til landevej og ét til track. Olana har kun ét par sko, og jeg får en smule ondt af ham. Så er det altså op ad bakke. Tidligere løbekammerater har forladt Etiopien og konkurrerer nu i Europa om store pengepræmier, og selvom det ikke er udlængsel, Olana lider af, så fornemmer jeg, at han er en smule misundelig på dem, der nu udlever løbedrømmen i Vestens velstand.
Og konkurrencen i Etiopien er hård – ekstrem hård. Det østafrikanske land har en lang og stolt tradition for langdistanceløb. I folkemunde hedder det, at langdistanceløbere sammen med kaffe er landets største eksportvarer. Den legendariske, nu pensionerede, Haile Gebreselassie er ikonisk populær overalt i Etiopien. Langdistanceløberen, som af mange regnes for at være den bedste nogensinde, vandt to olympiske guldmedaljer på 10.000-meterdistancen, Berlin Maraton fire gange og satte ikke færre end 27 verdensrekorder. Gebreselassies meritter taler for sig selv, men i den forbindelse skal man ikke glemme landsmanden, Kenenisa Bekele, som i mere end 10 år haft verdensrekorden på 3- og 5000-meter distancen. Man skal stå tidligt op, hvis man vil bide skeer med de bedste, etiopiske løbere.

 

 

Hvor kommer motivationen til løb fra?

Tilbage til pindehuset i Waliso. Jeg forklarer Olana, at seriøse sportsfolk i Danmark fokuserer meget på deres kostvaner, men inden jeg når at færddiggør min sætning, har Olana for en sjælden gangs skyld taget ordet og nævner i flæng sit foretrukne mad og drikke: Majsbrød, honning, humlesaft og en masse vand, lyder til at være det væsenligste i kostplanen. Ikke just anbefalesesværdig kost, men som Olana siger, så har han ikke så mange andre muligheder. Det er nu ellers ikke fordi, at Olana er uvidende, når det kommer til en præstationsfremmende livsstil. Han fortæller, at han altid forsøger at få rigeligt med søvn, og at han løber om morgenen, for der er han frisk i hovedet og temperaturen er tålelig.
Mens jeg tager et sip af min kaffe, eller ‘buna’, som de lokale kalder det, en koffeinbome med al for meget sukker, forsøger jeg at sætte mig i Olanas sted. Jeg forsøger at forestille mig, hvordan det må være at trække i løbeskoene (stort set) hver eneste dag, mens familien kæmper for at opnå de allermest basale behov? Det er svært for en ung, vestjysk mand som mig at relatere til, men jeg undrer mig over, hvor motivationen mon kommer fra? “Jeg er altid motiveret i at forbedre mine tider”, fortæller Olana alt andet end opgivende. Han har løbet siden han var en lille dreng og kender ikke til andet.
Olana siger det ikke selv, for det rækker engelskevnerne desværre ikke til, men jeg tolker det helt klart sådan, at løb repræsenterer et frirum og ikke mindst et håb om, at kunne komme til at tjene penge på sin hobby. Penge, så han og familien ikke skal bekymre sig om at få tre måltider om dagen. Penge, så Olana om få år kan sende sin treårige søn, Bekka i skole. Men også penge, så Olana kan forbedre vilkårene for andre løbere i lokalsamfundet:

-Hvis min drøm om en professionel løbekarriere går i opfyldelse, vil det ikke kun gavne mig og min familie, men også lokalsamfundet. Jeg vil træne unge løbetalenter, og give dem de materialer, som jeg selv har manglet i min løbekarriere.

Bankbesøg og tomt blik

Min kaffekop bliver fyldt op på ny. Blandingen af koffein og sukker går lige i blodet. Samtalen har taget fart, og Olana og jeg griner begge højlydt, da jeg efter flere tapre forsøg mislykkes i at forklare, hvad en pulsmåler er. Heller ikke familien, som sidder bag os og iagttager vores hygge, har nogensinde hørt om en sådan genstand, der kan spændes fast om overkroppen og tilkobles et ur. Der går nok nogle år, før pulsmåleren kommer til Waliso.
Forhåbentligt kommer Olana en skønne dag til at stifte bekendtskab med en pulsmåler. Først er der dog et job som sikkerhedsvagt, der skal passes, og egentligt er Olana, forsigtig, beskeden og tilbageholdende som han er, slet ikke prototypen på en sikkerhedsvagt. Det er da heller ikke drømmejobbet, fortæller han mig og tilføjer, at han udelukker varetager jobbet, fordi det er det eneste, han kan få. Jeg foreslår, at vi besøger banken og ser det sted, han arbejder, og inden længe er vi ude af døren og på vej mod Oromia International Bank.
Olana insisterer på at betale de cirka halvanden krone, det koster at tage en ‘bajaj’ (i Asien kendt som tuktuk) til banken, hvor han bruger hovedparten af sine vågne timer. Det får han lov til, og ikke lang tid senere ankommer vi til banken. Olana hilser på en kollega. Jeg følger efter og tager et par billeder. Hvor Olana tidligere stolt viste mig sit fotoalbum, er besøget foran banken nærmest en kontrast. Olana er nu stille og tom i blikket. Tjansen som sikkerhedsvagt tydeligvis ikke det, han lever for. Vi sætter hurtigt kurs tilbage mod Wakos kompound. Denne gang betaler jeg for transporten.

 

 

“Hvis jeg får chancen”

Da vi kommer tilbage til Wakos kompound, takker jeg Olana for den store gæstfrihed, han har udvist. Det har i den grad været et privilegium at få lov til at møde ham og hans familie. Det lyder måske som en kliche, men det er utroligt livsbekræftende at se mennesker, der har så lidt, være så udadvente, hjælpsomme og smilende, som Olana og hans familie. Inden Olana vender ryggen til mig og forsvinder ud gennem porten, støder vi vores skuldre mod hinanden og tager afsked. Vi udveksler telefonnumre og lover hinanden at holde kontakten.
Det virker dog ikke til, at Olana for alvor tror på, at vejen mod bedre tider -både i løbekarrieren og i tilværelsen som helhed – starter ved ham selv. Formuleringen, “hvis jeg får chancen”, bruger han hyppigt, og den giver et indtryk af, at han håber på hjælp udefra. Jeg lover ham at lave en indsamling i Danmark. Måske vil folk hjælpe, for som Olana, overbevist og vedholdende påstår, vil nyt løbeudstyr være ensbetydende med nye og bedre resultater, og et stort skridt på vejen mod en lysere fremtid.

Har du lyst til at vide mere om Olana eller hjælpe ham til bedre tider, så kontakt journalist Buster Emil Kirchner på tlf. 20581606

About the Author:

En passioneret løber der elsker at nørde med både løbesko, og selvfølgelig også alt det fysiologiske omkring det at løbe.Ja, jeg har rigeligt med løbesko, det siger min kone i hvert fald. Men jeg kan altså ikke lade være.....

Skriv en kommentar