Den bedste løbeoplevelse

løbeoplevelse for mange mennesker

Den bedste løbeoplevelse, hvad er det? Det kan være rigtig mange ting, og det er næsten med 100% sikkerhed at det er individuelt fra løber til løber hvad den bedste løbetur eller den bedste oplevelse er.
Og derfor synes vi at løb er så fedt – det er individuelt, og man har forskellige mål, og forskellige intentioner med sit løb. Og på den baggrund kommer der også forskellige løbe oplevelser.
Nogle synes det fedeste var dengang de kunne løbe 5km uden at holde pause, og for andre er det største i erindringen dengang de gennemførte en halv-ironman. Det er det der er så smukt ved at løbe.
Det er selvfølgelig ikke altid at det er det at gennemfører noget – det kan også bare være et løb eller et event man har været til hvor stemningen bare var unik, eller du oplevede noget andet?

Hvad er DIN bedste løbeoplevelse?

Nedenstående er der lagt op til at Du/I kan dele jeres bedste løbeoplevelse med os hos Iloebesko.dk
Det kan være du kan være med til at inspirere andre løbere til lige præcis det der gav dig det kick og den fede oplevelse med løb. Du kan lave “dit opslag” som en kommentar til artiklen, og efterfølgende vil den så komme op som “en oplevelse” som dem vi har født artiklen med. Har du et billede du gerne vil have med, så send det til os på mail, og så lige dit navn, så sørger vi for at koble det sammen.

 

Den magiske grænse ved halvmaraton….

  • Jeg har et løb stående meget klart i min erindring - og det var dengang jeg nåede den magiske grænse på 1.30 på et halvmaraton. Det var bare noget ganske specielt for mig, da det var noget jeg havde trænet efter, og på selve dagen gik altig op i en højere enhed. Synes det er super fedt at udfordre sig selv, og der var mange der rystede på hovedet når jeg sagde jeg ville under 1.30 på mit 3. halvmaraton. Altså skære 8 minutter af den hidtil bedste tid. Men sådan noget gør bare at jeg ser det som en endnu større udfordring, og så kæmper jeg bare endnu mere. Og det var også helt klart med til at sparke denne oplevelse op som nummer 1 på mit løbeoplevelses podium. Jeg tror at grunden til at jeg synes at lige netop det blev så specielt var at:

    • Jeg havde ikke været løber særlig længe
    • Jeg skar 8 minutter af mit hidtil bedste halvmaraton
    • Og så nok det mest væsentlige - det var bare en super fed dag med en god stemning og et fantastisk vejr. Alt klappede bare som det skulle.
    Løbet var Lillebælt halvmaraton. Og så vil mange sige at der er altid god stemning, ja det giver jeg ret i, men vil også gerne påpege at jeg tror at mange har haft lige netop den dag til løbet ellert på landevejen hvor det hele bare lige klappede FULDSTÆNDIG i takt. De dage er herlige... –Ronni Andersen, medejer af Iloebesko.dk

 

Rock ´n´ Roll i Savannah

  • Savannah har altid for mig været en by, jeg bare måtte besøge pga dens historie i forbindelse med Uafhængighedskrigen og dens rolle under borgerkrigen. Byen har et romantisk, historisk og kulturel ry og ligger i Sydstaterne, som er på min 100-steder-jeg-bare-må-opleve-liste. Som så ofte før tjekker jeg altid løbskalenderen for det område vi skal besøge på ferien, og fandt ud af, at der var et Rock ´n´ Roll halv- og helmaraton i de dage, vi skulle være i byen. Rock ´n´ Roll-løbene er en løbsserie der er overalt i USA og nogle få steder i Europa. Konceptet er masser af stemning på ruten, livemusik for hver mile, et stort antal løbere og et unikt set-up. Startnummeret skulle hentes seneste dagen før løbet på en stor expo. Servicen er utrolig høj på den slags messer i USA, alle er meget venlige, oprigtig deltagende og spørger ind til, hvor i verden man er fra. I dagene op til løbet kom der den ene mail efter den anden fra løbsledelsen. Mange remindere om det ene og det andet, en bunke gode råd til løbet, og de sidste par dage en række advarsler. Det stod klart at vejret ville blive en udfordring for afviklingen af løbet. Temperaturen lå ca 10 grader højere end normalt for årstiden, desuden var der en meget meget høj luftfugtighed, så det var som at befinde sig i en dampsauna. Starten skulle gå kl. 7, temperaturen var 25 grader, luftfugtigheden 98%. Byen ligger ned til Savannah River og er desuden bygget på en sump, hvilket giver det fugtige vejr. Kl. 6.50 skulle jeg stå i min startboks. Her gik åbningsceremonien i gang. Det startede med et øjebliks stilhed for en af byens kendte løbere, der var død 14 dage før. Stilheden fra de 21.000 deltagere og måske halvt så meget publikum fortsatte mens "The Star Spangled Banner” blev sunget af den smukkeste stemme. Det var så hårene rejste sig og jeg fik en klump i halsen, så meget rørte hele stemningen og hendes smukke stemme. Startskudet gik præcis kl. 7.05. Ruten er relativ flad, kommer gennem de fleste beboelses- og forretningskvarterer i byen, der er gode brede veje, fine sving og masser af publikum. Alt i alt var der lagt op til en fest. Efter 5 km mødte vi skiltet “Visitationszone”. Og man var ikke i tvivl om, at det var et kvarter, der var udfordret af kriminalitet. Der stod bevæbnet politi for hver 100 m, men trods kvarterets ry, var der masser af beboere ude og heppe og bakke op. Solen begyndte at få magt 30 min efter start og den tætte tåge blev brændt af, og der hængte en fugtig dis over hele byen. Temperaturen steg, og det blev sværere og sværere at komme af med kropsvarmen. Der var vanddepot for hver anden mile (3,2 km), men det var vandhanevand, der smagte af klor. For hver 5 km stod der sameritter og delte salttabs ud og tjekke løberne for tegn på hedeslag. Jeg kan med garanti sige, at jeg aldrig i mit liv har svedt så meget. Sveden løb af mig i kaskader, jeg havde det som løb jeg i en dampsauna. Min mand var mange steder på ruten og kom med informationer. Ved 13 km fik jeg ordre på at sætte farten lidt ned. Jeg havde bestemt at løbe meget konservativt, jeg ville sikkert i mål, og havde i baghovedet, at vi havde en hel ferie foran os, og jeg ville ikke være dårlig flere dage efterfølgende. Deltagerne foran mig begyndte at falde fra pga varmen, de var utilpas, pressede og udtærede. Jeg hentede flere end jeg blev overhalet, men det var svært at vide, om det var løbere på den hele eller halve distance. Ved 18 km delte ruten sig. Jeg må erkende, jeg var mere end lykkelig for, at jeg ikke skulle løbe maraton. Min plan var at løbe progressivt de sidste kilometer, men jeg var omkring 16 km begyndt at blive lidt svimmel. Ved 20 km møder jeg min mand sidste gang. Han kan fortælle der ligger to i min aldersklasse foran mig. Jeg forsøger at øge tempo og hente nr. 2, hun ligger lige foran mig, men hun kæmper en brag kamp, som hun vinder. Løbet bliver det vildeste jeg har oplevet hidtil. Informationen op til løbet var højt prioriteret, musikken bragede undervejs, der var masser af publikum, der i den grad heppede (på trods af det tidlige tidspunkt på dagen), organiseringen var i top, sikkerheden i top og afviklingen var forrygende. Jeg ender som nr 200, nr. 41 af alle kvinder og nr. 3 i min aldersklasse. Desværre måtte løbsledelsen afbryde løbet en time efter jeg kom i mål. Sameritter, ambulancer og sygehusene kunne ikke følge med, da mange kollapsede undervejs på ruten. Der var sat brandbiler ind, der sprøjtede vand ud over løberne undervejs, der var sat masser af busser ind langs ruten der kunne køle overophede løbere med deres aircondition, der blev sat ekstra vanddepoter op, der var store tønder med håndklæder i isvand der blev delt ud, men lige lidt hjalp det. Løbet fik et sørgeligt kapitel, da to unge mænd i god form desværre døde af deres anstrengelser. Den ene under løbet, den anden et par timer efter. Jeg vil huske tilbage på Rock ´n´ Roll Marathon Savannah som noget helt ekstraordinært. Ud over at al organisering var helt i top, var det et løb der på alle måder er så anderledes at det skal opleves. –Mette Riis, Kost og løbecoach på Iloebesko.dk

 

Storebælt Naturhalvmaraton

  • Det havde været et hårdt forår rent træningsmæssig. Målet var CPH Maraton i maj, hvor jeg havde løbet min hidtil bedste tid. Jeg red stadig lidt på bølgen af den gode form, men var tung og træt selv 5 uger efter. Jeg havde ugen efter maratonet kun løbet et par småture og eller cyklet til og fra job. Alderen begynder at sætte sine spor, det tager bare længere tid at restituere og komme sig ovenpå en tur på 42,2 km med alt hvad min små ben kan løbe. Jeg fortrød så meget, at jeg havde meldt mig til Storebælt Naturhalvmaraton denne morgen. Jeg fulgte min mand til start, han skulle løbe den hele maraton med start på Nytorv i Slagelse. Solen skinnede, fuglene fløjtede, der var en let vind - alt i alt helt optimale betingelser for løbet. Mit humør var ikke i top, jeg var træt, tung og ugidelig. Da jeg kom retur til vores hjem forsøgte jeg at få fat i den aftale jeg havde, der skulle samle mig op og køre mig til Korsør. Det lykkedes ikke, så jeg måtte gøre mig klar til afgang. Turen derned hjalp ikke, jeg kunne mærke jeg blev mere og mere mut, om end jeg var i selskab af muntre mennesker. Vi fik fat i vores startnummer, gik mod starten og nåede at heppe på de første maratonløbere der kommer forbi. Humøret steg en anelse, da jeg så det var min mand der lå i front. Mens vi varmede op overvejede jeg et par gange at droppe det hele. En sådan dag er 21,1 km helt uoverskuelig. Ved startstregen henvender en ung gut sig og spørger, om han må følges med mig. Denne aftale blev min redning. Vi løb i et tempo, hvor vi kunne snakke lidt med hinanden, vi nød den storslåede udsigt undervejs og i det hele taget vendte mit ellers gode humør stille og roligt tilbage. Efter Espe Gods gik der taktik i løbet. Vi satte tempoet lidt op, skiftedes til at trække hinanden, og havde fokus på, hvor vi havde mine konkurrenter. Vi passerer en maratonløber på et tidspunkt der fortæller jeg ligger nr. 3. I følge mine egne beregninger skulle jeg ligge nr. 5. Stille og roligt henter vi næste kvinde, som hægter sig på. På stranden ved Kobæk – 6 km før mål, fanger vi forreste kvinde. Ved de 5 km ligger jeg nr. 1, hvilket jeg er uvidende om. Der kommer et par stigninger, hvor Mathias, min redning trækker mig til toppen. Jeg kæmper med de to andre kvinder, der stadig hænger på og vi ligger ret samlet. Men På toppen af bakken ligger jeg nr. 1 og så skal den bare have hvad den kan trække ned ad bakken mod mål. Mathias står af og må trække sig fra tempoet de sidste to kilometer. Jeg føler mig godt tilpas, men maratonet sidder stadig i mine ben. Jeg døjer med begyndende krampe i den ene læg og må være lidt konservativ i mit løb den sidste kilometer. På opløbsstrækningen kommer min tætteste konkurrent blæsende forbi mig, jeg forsøger at accelerere for at holde trit, men hun vinder med 1 sekund. Jeg kan ikke sige, at jeg tabte sejren, for jeg havde følelsen af, at jeg vandt løbet. Udgangspunktet var helt forfærdeligt, men takket være min klubkammerat Mathias, det gode vejr, den helt fantastiske stemning undervejs, den smukke rute med mange storslåede udkig ende løbet med at blive den gode oplevelse enhver løber fortjener at opleve.–Mette Riis, Kost og løbecoach på Iloebesko.dk

 

Må din oplevelse stå her?

  • Der er selvfølgelig også plads til din oplevelse her? Så hvis du har lyst at dele dine erfaringer og oplevelser med andre, så hold dig endelig ikke tilbage. Vi kobler også rigtig gerne et billede på din oplevelse - dt kan du dog ikke uploade her på siden, men der kan du smide en mail til os, hvor du lige siger hvilken historie det hører til + dit navn. Så smider vi det ind for dig.–Dit navn, bruger på Iloebesko.dk

About the Author:

Inkaneret udstyrsnørd og løber af 1. grad. Elsker friheden ved at løbe, og elsker at teste og prøve nye ting af.Feel free to ask me...

Kommentarer

  1. Elisabeth Hermansen  februar 28, 2016

    Min bedste løbeoplevelse er nok en smule anderledes, men ikke desto mindre var det en fantastisk oplevelse. I efteråret 2015 begyndte jeg at skrue op for løbemængden – jeg gik fra ca. 35 til 45 kilometer om ugen uden at vænne kroppen til denne ændring. Det resulterede i, at mine skinneben blev mere og mere ømme, og jeg frygtede, at noget rigtig møg var under optakt. Set i bakspejlet skulle jeg her have lyttet til min krop og holdt pause, men jeg elskede jo det skide løb, og tanken om flere ugers pause var uoverskuelig, så jeg bed det i mig og satsede på, at det kunne løbes væk. Det kunne det ikke..
    Det hele kulminerede, da jeg i september 2015 løb en tur på 14 kilometer – på dette tidspunkt var jeg først lige begyndt at løbe ture på 8 km. igen, så dette var naturligvis alt for meget alt for hurtigt. Kroppen kvitterede med en voldsomt øm hofte og skinneben så ømme, at jeg havde mest lyst til at amputere dem. Hoften blev heldigvis hurtigt bedre, men skinnebenene var utroligt svingende. Jeg kunne have ganske okay ben den ene dag, og nærmest humpe mig igennem løbeturen den næste dag. Jeg var knust – løb fyldte så meget hos mig, og jeg frygtede virkelig, at hvis jeg først valgte at give dem den tiltrængte pause, så skulle de mindst have 3 uger. Det føltes uoverskueligt. Derfor blev jeg ved. Fra september til november måtte jeg sande, at løbeglæden blev trukket langsomt ud af mig, når hver løbetur var mere eller mindre smertefuld. Til sidst måtte jeg erkende, at dette ikke kunne fortsætte. I starten af november tog jeg til en løbebutik for at få nye løbesko, da jeg godt kunne se, at mine nuværende sko var ret slidte.
    Da ekspedienten så mine løbesko, så han på mig og udbrød:” Jamen kæreste pigebarn, dog.” Tja, der var vidst ikke så meget sko tilbage, må jeg indrømme, og det overraskede ham ikke, at jeg havde problemer med mine skinneben. Han kunne naturligvis ikke love, at nye sko ville løse problemet, men nye sko skulle der ihverfald til ligemeget hvad.
    Så jeg fik foretaget en løbestilsanalyse og fik et par lækre nye sko med hjem. Jeg var så spændt på, om det ville hjælpe, at de straks skulle testes – lad mig sige det sådan her, da jeg løb i de nye sko, kunne jeg tydeligt mærke, at der intet støtte havde været tilbage i de gamle. Jeg var virkelig fortrøstningsfuld nu, og jeg var sikker på, at skoene var løsningen. Ugerne gik, men skinnebenene var ikke voldsomt meget bedre. Jeg begyndte at spekulere i, om den lange løbepause blev nødt til at være næste træk. Så skete der pludselig noget! I starten af december snørrede jeg løbeskoene til den daglige tur, og pludselig var smerterne i benene væk! Jeg var helt chokeret. Følelsen af at løbe uden smerter var fantastisk. Nu kunne jeg jo øge tempoet og distancen. Jeg frygtede lidt, at dette kun var en midlertidig bedring, men det blev ved, og den dag i dag er det stadig ingen problemer med mine ben. I dag løber jeg ca. 60 km. om ugen uden problemer og en 14 km. tur presser mig ikke længere. Så min bedste løbeoplevelse var hverken et maraton eller en ironman – det var simpelthen bare at få løbeglæden tilbage! 😊

    svar
  2. Lasse Søbo Nørregren  februar 29, 2016

    Min bedste løbeoplevelse var ret spontan. Jeg var 17 år gammel og havde lige ankommet på min efterskole, jeg var ikke den store løber og havde kun løbet omkring 2-4 km uden stop, men jeg fandt løb interessandt. Den første morgensamling på efterskolen fik vi praktiske informationer afvide, og til sidst kom der informationer omkring ryste-sammenturen, vi skulle ud til et sted som lå 26km væk fra efterskolen. Rektoren sagde at vi vil blive kørt der ud, men kort efter sagde én af vores idrætslære kækt “Og dem der vil løbe der ud sammen med mig kan vælge det.” Sagde han sarkastisk men med en højrøvet stemme. Der var musse stille ind til at jeg sagde “Jeg vil gerne løbe der ud.” Og en anden, som hed Poul, sagde at han også var frisk på det. Lærende blev lidt forbavset men “Ok” sagde de og noteret vores navne ned.
    På selve dagen var jeg spændt, jeg havde aldrig løbet så langt før og troede ikke at jeg vil kunne klare det. Jeg var kun vand til at træne styrketræning og en smule løb, men afsted vi drog, min idrætslære, Poul og jeg løb mod destinationen på de 26 km. Det var en solrig august måned og vejret var perfekt, der var nogle lokale regnskyld, som fik os til at køle lidt ned en gang i mellem under den bagende sol. Jeg lagde dog ikke så meget mærke til vind og vejr, for jeg følte mig i et konstant flow. Så mange landsbyer vi løb igennem, den flotte danske natur vi oplevede, ja det var næsten, som et løbe eventyr. Vi stoppede undervejs ved nogle gårdenog fik et æble og noget vand af drikke. Det var så skønt. Da vi nåede de 20 km kunne jeg godt mærke at jeg ramte muren og blev total udmattet. Det var dog der hvor min idrætslære hurtigt motiveret mig til at løbe det sidste, så jeg bed “smerten” i mig og løb det sidste. Da vi nåede ankommelsesstedet ude i en skov var alle de andre ankommet og de stod ved indgangen og klappede os ind. “Godt gået!” “Waruw!” “Stærkt!” Blev min idrætslære, Poul og jeg mødt med og jeg fik det største smil på mine læber. Dog faldt jeg om i udmattelse og måtte hvile mig en times tid lige efter at jeg kom i mål.
    Det var kickstarten på mit liv inde for løb og inden jeg blev 18 så nåede jeg at løbe mit første copenhagen marathon.

    Dette var min bedste løbe oplevelse 🙂

    svar
    • Mette Riis-Petersen  marts 9, 2016

      Den tur kan jeg godt huske. Hilsen Mette (din Krop, kost og kondi-lærer ;))

      svar
  3. Jan A  marts 6, 2016

    Min bedste løbeoplevelse er nogle år tilbage. Men det gør den ikke mindre god for mig. Det har ikke så meget med tiden at gøre for mit vedkommende, for jeg har aldrig været i nærheden af det nogle vil sige er gode tider på en halv-maraton.
    Jeg har en intention om at gennemfører, og kan jeg komme under de 2 timer så er jeg glad.

    Men den ene gang jeg har forsøgt at løbe en halv.maraton i Berlin, der måtte det gerne have taget 4 timer. For er du rigtig klog en oplevelse. Det vil jeg ikke bytte for nogen anden oplevelse. Det var så fantastisk et arrangement, og med masser af publikum til at hjælpe og klappe en igennem.
    Jeg løb ikke min bedste tid i Berlin, men jeg fik klart min bedste oplevelse.

    svar
  4. Kisten jammergleit  marts 6, 2016

    Sig mig engang, er hver løbetur ikke en oplevelse. Så er det fordi i løber de forkerte steder.
    Jeg ser det som en oplevelse hver gang jeg er ude og løbe. At mærke vind og vejr i ansigtet, og ikke mindst få lov til at kigge på den danske natur. Det er for mig en stor oplevelse hver gang. Så for mig er det hver gang den bedste oplevelse.

    svar
  5. Den glade løber  marts 7, 2016

    Min oplevelse lægger måske nok 10-11 år tilbage. En oplevelse som og en periode som for mig altid vil stå soleklart. Jeg havde i længere periode haft problemer med et af mine knæ som hele tiden begyndte at drille når jeg skulle løbe.
    Jeg tog mig som sådan ikke rigtig af det i det første lange stykke tid, og “levede med smerten” som man siger. Og egentlig gik det hele bare hen og blev hverdag og normalt, og når jeg skulle løbe, så vidste jeg at jeg skulle leve med lidt efterfølgende smerter.

    I den forbindelse, altså det var ikke på grund af løbe-smerter, men det var på grund af almindelige hverdagssmerter at jeg blev indstille til en knæoperation, fordi at knæet irriterede mig på daglig basis, så jeg var nød til at gøre noget.
    Den oplevelse det var at løbe smertefrit igen – den må næsten stå som det største. Det krævede selvfølglig en masse genoptræning, og tror heller ikke at jeg kom tilbage på samme niveau, men bare det at få lov at løbe, det gør mig glad. Elsker simpelthen at komme ud og rense hjernen, og det er stadig uden smerter den dag i dag. Det gør det bare endnu federe.

    svar
  6. Gudrun Jakobsen  marts 8, 2016

    Jeg har det som en anden også har skrevet – jeg har svært ved at vælge hvad der har været den bedste oplevelse. Der er nok et par stykker at vælge imellem.
    Men når nu jeg skal fremhæve en, så er den følelse jeg havde da jeg gennemførte mit første maraton, nok den følelse der er nemmest for mig at fremprovokere. Det er noget der sår soleklart for mig.
    Den følelse det var at gennemfører noget man havde trænet så intens op til i en del tid. Det var HC Andersen Maraton i Odense – et virkelig smukt maraton i den flotte by.

    svar

Skriv en kommentar